Hvad er DANBIO?
I DANBIO svarer du på en række spørgsmål om dit liv med gigt. Dine svar bliver brugt af lægen og sygeplejersken til at se, hvordan det går med din gigt og din behandling.
DANBIO er en database, der består af oplysninger, som anvendes til 3 formål:
- Behandling: For at følge udviklingen i din gigt og din behandling
- Forskning: For at gøre behandling af gigt bedre – nu og i fremtiden
- Kvalitet: For at sikre høj kvalitet i behandlingen af gigt
Hvorfor skal jeg svare på de samme spørgsmål hver gang?
Du kan svare på spørgsmålene på en touchskærm eller en tablet på din reumatologiske afdeling eller klinik. Det er også muligt at svare på spørgsmålene hjemmefra via din PC, tablet eller smartphone.
Du skal svare på de samme spørgsmål, hver gang du har en aftale. På den måde kan vi se, hvordan det går med din gigt over tid.
Du vil måske opleve, at ikke alle spørgsmål er lige vigtige for dig, men prøv at svare alligevel. Dine svar kan sige noget om, hvor aktiv din gigt er.
Måske bruger du hjælpemidler f.eks. stok, rollator, speciel kniv eller andet. Du skal svare på spørgsmålene ud fra, hvordan du kan klare opgaven, hvis du bruger disse hjælpemidler.
Hvordan bruger lægen og sygeplejersken mine svar?
Lægen eller sygeplejersken ser dine svar, inden du kommer til samtale hos dem.
Lægen eller sygeplejersken foretager en samlet vurdering af, hvordan det går med din gigt lige nu. I denne vurdering indgår udover dine svar også samtalen med dig og svar på dine blodprøver.
Denne vurdering kan enten vise sig som grøn (ingen gigtaktivitet), lysegrøn (lav gigtaktivitet), gul (middel gigtaktivitet) eller rød (høj gigtaktivitet).
Kan jeg selv se mine svar?
På sundhed.dk kan du læse din journal. Du kan ikke se de enkelte svar på spørgsmålene i DANBIO, men dine svar vil indgå i den samlede vurdering af din gigt, og den kan du læse i din journal. Speciallægepraksis journalnotater ligger ikke på sundhed.dk, men du kan bede om at notater fremsendes til dig pr. mail.
Hvordan kan jeg bruge DANBIO?
Du kan betragte DANBIO som hjælp til at vise, hvordan det går med din gigt. DANBIO kan aldrig stå alene, men er et redskab i samtalen mellem dig og lægen eller sygeplejersken. Du er altid velkommen til at tage andre emner op og stille andre spørgsmål.
Forskning og kvalitet
De mange oplysninger i DANBIO har siden 2000 været brugt til forskning, og resultaterne har gjort en positiv forskel i behandling af gigt i Danmark. Sundhedsdatastyrelsen har godkendt DANBIO, og derfor kan oplysninger fra DANBIO bruges til kvalitetsopgørelser og registerforskning uden dit samtykke. Ved formidling af forskningsresultater og ved kvalitetsopgørelser er oplysningerne altid anonyme. Vi passer på dine data, som opbevares i overensstemmelse med gældende lovgivning.
Tak, fordi du udfylder DANBIO. Det er vigtigt for både dig og andre patienter med gigt.